Når angst fylder for meget

Angst er en naturlig del af livet. Men når angsten bliver overvældende, langvarig eller forstyrrer din hverdag, kan det være et tegn på en angstlidelse. Mange oplever angst i form af både fysiske og psykiske symptomer. Det kan være hjertebanken, svimmelhed, trykken for brystet, åndenød, kropslig uro og uvirkelighedsfølelse. Tankerne kan kredse om frygt for at miste kontrollen, blive sindssyg eller dø.

Nogle udvikler strategier for at undgå bestemte situationer eller steder, hvilket på kort sigt kan give lindring. På længere sigt kan denne undgåelsesadfærd dog fastholde og forværre angsten. Det kan føre til social tilbagetrækning, mistrivsel og følelsen af at livet bliver mindre og mere begrænset. Angstforeningen.dk 

Vores tilgang til angstbehandling

Hos AHEADcph tilbyder vi angstbehandling med udgangspunkt i dig og din hverdag. Vi ved, at angst kan tage mange former og opleves forskelligt fra person til person. Derfor tilpasses hvert forløb dine behov og den kontekst, du befinder dig i.

Vi anvender blandt andet Acceptance and Commitment Therapy (ACT) som terapeutisk metode. ACT er en evidensbaseret tilgang, der kombinerer accept og mindfulness med adfærdsændring. Formålet er ikke at fjerne angsten, men at ændre dit forhold til den, så den ikke styrer dit liv.

Sådan hjælper vi dig videre

I et forløb hos os vil du sammen med en erfaren psykolog arbejde med:

  • At forstå dine angstreaktioner og hvad der udløser dem

  • At lære nye måder at forholde dig til tanker og følelser på

  • At identificere og bryde uhensigtsmæssige undgåelsesstrategier

  • At opbygge værktøjer til at rumme og håndtere angst

  • At bevæge dig i retning af det liv, du ønsker, baseret på dine værdier

Vi arbejder med både krop og sind og inddrager øvelser, refleksion og praktiske strategier. Formålet er at skabe forandring, der holder – ikke bare symptomlindring, men reel bevægelse mod mere frihed og livsglæde.

Hvad du kan forvente af et forløb

Forløbet starter med en indledende samtale, hvor vi afdækker dine udfordringer, ressourcer og mål. Herefter tilrettelægges et individuelt forløb, hvor du i trygge rammer får støtte til at forstå og arbejde med din angst. Vi fokuserer på både nuværende symptomer og de mønstre, der holder angsten ved lige.

Samtalerne kan kombineres med hjemmearbejde i form af refleksioner og øvelser, så du gradvist styrker din evne til at håndtere angst i hverdagen. Undervejs evaluerer vi løbende dine fremskridt og tilpasser forløbet efter behov.

Kontakt os

Hvis du oplever, at angst begrænser din livskvalitet, står vi klar til at hjælpe. Uanset om du oplever generaliseret angst, panikangst, social angst eller helbredsangst, kan vi sammensætte et forløb, der passer til dig.

Kontakt AHEADcph for en uforpligtende samtale, og hør mere om, hvordan vi kan hjælpe dig med at finde friheden fra angstens greb.

 

Generaliseret angst

Angsttilstand, der er karakteriseret ved vedvarende bekymringer og fører til en konstant anspændthed, ængstelse og nervøsitet. Den vedvarende bekymring kan springe fra emne til emne og variere i intensitet over tid. Mange beskriver en intens oplevelse af kontroltab og bekymring for selve det at bekymre sig.

Fobiske angstlidelser

Er en samlebetegnelse for forskellige typer af fobiske angstlidelser, der alle opstår i specifikke veldefinerede situationer og kan være agorafobi, angst for åbne pladser eller situationer med mange mennesker. Enkeltfobi, som kan være angst for bl.a. tandlæger, flyvning, dyr eller socialfobi,  er angst for at være i sociale situationer. Her opleves ofte et stort ubehag i sociale situationer i dele eller hele ens sociale sfære. Det kan medføre så intense reaktioner, at den angstramte hæmmes i den konkrete situation eller ender med at undgår sociale arrangementer i begge forhold, der har negativ indvirkning på ens livskvalitet og funktionsniveau.

Panikangst

Panikangst er kendetegnet ved akut opståede tilbagevendende anfald af panik, uden sammenhæng til specielle personer, steder eller situationer. Ofte opleves der symptomer som svimmelhed og voldsomt vejrtrækningsbesvær, hjertebanken der kan opleves som at være ved at få et hjerteanfald.

Obsessiv-kompulsiv tilstand

Også kendt som OCD og er kendetegnet ved tvangstanker og/eller tvangshandlinger der kan variere i sværhedsgrad. Tvangstanker opstår i form af tankebilleder, ideer eller indskydelser, der igen og igen dukker op i bevidstheden og fanger opmærksomheden. Tvangstankerne kan omhandle temaer som at gøre skade på andre eller sig selv, behov for orden, tvivlstanker eller frygt for smitte. De fleste oplever at være forpint af tankerne og har svært ved at tage afstand fra dem.

Tvangshandlinger og ritualer kan opstå og vedligeholder tvangstankerne. Tvangshandlingernes funktion kan forstås som forsøg på at undgå en frygtet begivenhed relateret til indhold af tvangstankerne. De tvangsmæssige handlinger der kan forekomme kan være overdrevet rengøringsritualer, gentagende checken af eksempelvis lås på dør ordensritualer og tælle ritualer. Tvangstanker kan forekomme uden tvangshandlinger og omvendt.    

ACT og angst

På tværs af angstlidelser ses der oplevelsesmæssig undgåelse, der udvikles som et forsøg på at kontrollere angsten, men ender med at forværre problemet og indskrænke og afholde den enkelte i at leve livet fuldt ud. Igennem et ACT-forløb er der et vedvarende fokus på styrkelse af ikke-undgående adfærd over for ydre og indre oplevelser i personens tilværelse og styrke engageret handlinger mod værdibaseret og meningsfulde aktiviteter.